BED & BREAKFAST

BAGATEL

HERSTEDØSTERVEJ 50
2620 ALBERTSLUND

Forside Historie Tidligere udstillinger Kontakt Vejviser


Galleriets historie og placering

Café og Galleri Bagatel er placeret i en gammel landsby Herstedøster 15 km vest for København. 
Ejendommen har tjent flere funktioner. 
I slutningen af 1800-tallet var ejendommen ejet af væver Jens Nielsen, og det er da pudsigt, at hvor man i dag i galleriet kan købe sig en forfriskning, så var ejendommen i Jens Nielsens tid nærmest byens smugkro. Som det således fremgår af bogen "Udflugt til en landsby" af Viggo Sten Møller:
"Herstedøster havde som nævnt ingen kro, men hos "Væveren" var det dog muligt at samles til en hyggelig passiar og en dram i gemytlighed. Et parti kegler lod sig også gennemføre." 

slagter-opt.jpg (32086 byte)

I 1909 blev ejendommen solgt til Bernhard Hansen, der drev hjemmeslagteri. 
Og på billedet fra 1912 ses slagter Bernhard Hansen og hustru Gudrun.

Klik på billedet, så bliver det større 

I 1950 blev der indrettet cementstøberi. Der har gennem tiden været tre cementstøbere, og i Albertslunds opbygningsfase er der blevet solgt utallige fliser m.v. til de nye beboere i byen.
Efter en kort periode på ca. 4 år med skiltetrykkeri overtog Janie og Mogens Haarh i 2001 ejendommen med henblik på indretning af café og galleri.
Caféen og galleriet åbnede 26. april 2002, men efter 14 år lukkede man igen sommeren 2016.

Nærområdet

Galleriet er nabo til den gamle middelalderkirke. Den ene af byens to bronzealderhøje ligger også umiddelbart bag galleriet, så der er forhistorisk pust over stedet.
Der er kun ca. 300 m til Vestskoven og Herstedhøje. Sidstnævnte er landets største kunstigt skabte bakkelandskab formet siden 1968 ved tilkørsel af godt 3 millioner kubikmeter jord og murbrokker fra udgravninger og saneringer i hele Storkøbenhavn. Fra det højeste punkt - 67 meter over havet - har man en storslået udsigt. Mod øst ses Københavns tårne og bygninger, mod syd kan man i klart vejr se Stevns Klint, mod vest Roskilde Domkirke og mod nord Hareskoven.
Ved Herstedhøje er der i september 2004 åbnet et naturcenter, hvor der er åbent hver dag.
En gåtur igennem den gamle landsby med de meget forskellige huse og gårde kan også anbefales.