8. januar - 6. februar 2005

image002opt.jpg (24671 byte)


Heins Madsen

Heins Madsen er uddannet bogbinder og konservator. Med baggrund i sit arbejde udtrykte Heins Madsen sig visuelt gennem mange år med bogomslag og papirovertræk til bøger. Dette arbejde har indbragt Heins Madsen flere priser på nordisk plan, men har også skaffet kontakt til andre kunstnere. Og netop det sidstnævnte element har medvirket til, at Heins Madsen i de sidste 10 år selv har arbejdet mere og mere koncentreret som billedkunstner.

Når Heins Madsen arbejder, befinder han sig i grænselandet mellem naturalisme og abstraktion. Han fortæller også: ”at male handler for mig om at lege med farvernes intensitet og væsen. Jeg forsøger hele tiden at overskride grænser, så kun tiden kan vise, hvor det fører mig hen. Samtidig bruger jeg for de fleste billeder en teknik, hvor mine fingre er min pensel”.

For tiden er Heins Madsens motiver koncentreret om elefanter og bare damer. Han har til sin udstilling valgt titlen: ”Pattedyrs art og forskellighed”.

 

image006opt.jpg (103559 byte)

Berta Bak

Berta Bak, der er lokal albertslunder, har i de forløbne år fortsat intensiveret sin malergerning. Oprindelig var det tegning og akvarel, men nu koncentrerer Berta Bak sig om maling med akryl. For tiden lader Berta Bak sig i særlig grad inspirere af temaet ”vand”. Hun kalder da også sin del af udstillingen i galleriet for ”Refleksioner over vand”.

I sit arbejde går Berta Bak tæt på motivet. Hun arbejder med farven og lyset, og motiverne er f. eks en søbund set gennem vand eller spejlinger i vandet.

 

 


Elin Krebs

Elin Krebs arbejder såvel inden for keramik som glas. Hun favner meget bredt motivmæssigt, men man falder især for hendes fantasifulde fisk og fugle.

 

 

12. februar 2005 - 13. marts 2005


Grethe Tranberg:

Jeg arbejdede i mange år med kunsthåndværk, men maleri og layout kom til at betyde mere og mere for mig. I dag arbejder jeg kun med maleriet og ind imellem skulpturen.
På et H.F. kursus mødte jeg billedhuggeren Sandor Pergesi, der underviste mig i layout og tegning. I denne periode opsøgte jeg Svend Wiig Hansen. Han så på mine arbejder, hvorefter han i en kort periode vejledte mig.
Under et ophold i Sydfrankrig, begyndte farverne at spille en større rolle. Jeg lagde tegning og layout til side og begyndte at male på fuld tid.
Senere under et arbejdsforløb i kunstkorridoren Nådada mødte jeg kunstneren Jeff Ibbo. Han kom til at betyde meget for mit maleri og indførte mig i skulpturens verden.
Maleriet er mit liv. Farve og form betyder alt for mig. Jeg arbejder på at farven skal leve, være dyb, stoflig, vibrerende og organisk. Formen støtter farven - farven bliver til form, bliver bevægelig - leverer motiv og historie.

 

hest-75-dpi-opt.jpg (25098 byte)

Jeff Ibbo:

Jeg har altid tegnet, og i mellemskolen fik jeg maleren Alex Klingspor som tegnelærer.
I 1961-62 var jeg et halvt år på kunsthøjskole med maleren Gunnar Jensen som lærer, og jeg boltrede mig i den tids kunstneriske udtryk (pollock, Poliakoff, cobra).
Jeg opsøgte igen Klingspor og forsøgte det figurative "Mørkemaleri" blandet med Ekelund, Vontilius inspiration. Med den slags maleri blev jeg i 64 optaget på kunstakademiet hos Hjort-Nielsen, der gav mig lov til at ud- og indvikle mig i tidens nyopdagelse: Popkunsten, og med stramme farvestærke tegneseriebilleder, ofte feltinddelte, hvor farverne og deres indbyrdes kombinationer var sat i system. I 1968-71 debuterede jeg på kunstnernes efterårsudstilling og Charlottenborgs for- og efterårsudstillinger.
Op i 70erne udvikledes denne stil sig til billeder med groteske figurer malet i en ret tænksom stil.
Da jeg holdt op med at ryge i 79, kastede jeg mig over et rastløst naturalistisk natur- og menneskemaleri uden nogen speciel stil, og dette ekspresmaleri førte mig igen ind i et ekspressivt figurmaleri med aner i flamsk ekspressionisme (De Smet og Permeke) og danske fabulanter som Heerup. Det blev farvede konturer rundt om formerne og store ensartede flader. Ny Debut i 86 på Charlottenborg, og K.E.91,og en hel væg med selvportrætter i Kulturministeriets Udstillingsbygning i Overgaden i 93 sammen med Flemming Born og Steffen Sølberg.
Den farvede kontur forsvandt gradvist fra midt i 90erne for at genopstå som en ofte tynd stregfigur, der er stramt komponeret ind i billedfladen, som nu er blevet meget stoflig ligesom de billeder, jeg forsøgte at male i begyndelsen af tresserne. I nogle meget store billeder, ca. 2 meters højde, har jeg arbejdet endnu mere med det rent fysiske maleri direkte over for modeller.

mand-100dpi.jpg (225751 byte)

19. marts 10. april

Finn Holm er bosat i Borre på Møn. Her lader han sig i høj grad inspirere af naturen omkring ham. Der er ikke tale om kopier af naturen, men fortolkninger af sanseoplevelserne. 
Om sin arbejdsmetode fortæller Finn Holm: "Det, der optager mig mest er oliemaleriet. I processen anvender jeg såvel spartler, som pensler. Tendensen går for mig dog mere og mere i retning af næsten udelukkende at anvende spartel. Jeg synes, man med den teknik kan opnå en spænding og overfladestruktur, som kun vanskeligt opnås med pensel."



Finn Holm.jpg (65210 byte)  Finn-Holm-landskab.jpg (22047 byte)

 

Viktor Kiel er oprindelig uddannet gartner. Det har hidtil haft en stor afsmitning på hans motivvalg, idet der ofte har været tale om blomsterbilleder eller andre motiver fra naturen. Siden er udviklingen gået videre over personportrætter.
Viktor Kiel har altid været tiltalt af det mere naive element i sine billeder. Og til udstillinger på Galleri Bagatel viser Viktor Kiel ti af sine helt nye billeder. Og der er tale om klovnebilleder. Det naive element finder man jo ofte netop hos klovnen, så på den måde- sammenholdt med personportrætterne holder Viktor Kiel fast i elementer fra hans gamle stil. Men ellers har han nu taget et kunstnerisk spring. 
Farverne i billederne er meget klare og pågående.

Viktor Kiel.jpg (188550 byte)  Viktor-kiel.jpg (39616 byte)

Kasia Johansen kommer fra Polen, men er bosat i Danmark og har for et par år siden afsluttet sin uddannelse på Keramik- og Glasskolen i Nexø på Bornholm. Kasia Johansen fortæller: "I de sidste tre år har jeg arbejdet med porcelæn og lys, hvor porcelænets gennemskinnelighed har stået i centrum af mit arbejde. Porcelæn er som materiale meget vanskeligt at arbejde med, men er samtidig den eneste lerart, der har den lysgennemskinnelighed, som det har været mit mål at få frem."
Inspiration til dekorationerne henter Kasia Johansen mest i naturen, som hun altid har 
været optaget af. Netop dette at få naturens lys frem i tingene betragter Kasia Johansen som noget centralt.
Kasia Johansens lamper skal mere betragtes som en stemningsskabende lysende udsmykning 
af rummet end som lys, der skal oplyse rummet.

Kasia.jpg (39326 byte)

Antonia Lindell er født 1971 i Lund i Sverige. Derudover har hun boet en årrække i Norge, Danmark, USA og Frankrig.
Selv fortæller Antonia Lindell om sin ”karriere”: ”Jag bodde i Paris när jag bestämde mig för att flytta hem till Sverige för att göra något "ordentligt". Väl hemma studerade jag språk och visste inte riktigt vad det skulle bli av mig. Tills jag kom på ideen att det var med glas jag ville arbeta med. Ja jag ville prova på något nytt och har jag väl tänkt den tanken så gör jag allt för att det ska bli så.
Efter ett intensivt ringande till Kosta Bodas personal chef fick jag till slut in foten och arbete hos glas formgivaren Gunnel Sahlin, där jag arbetade i 6 månader både på Kosta glasbruk och i Åfors”.
Og Antonia Lindell fortæller videre: ”Jag har mest arbetat med det varma flytande glaset. Oftast kommer ideerna när jag vrider och knipsar i det, fascinerande att se hur det formar sig, hur det rör sig. Jag tycker om enkelheten, det rena och enkla, naturen är en inspirations källa. Jag kombinerar glaset med andra material, metall, gummi, silver. Är förtjust i olika sätt att smycka sig. Det är därför jag inriktat mig på att göra smycken. Från mindre solida, organiska glasdelar och handblåsta fingerringar till glaskedjorna som jag gjorde i början, de har nu utvecklat sig till djur, olika skulpturer.”

hest2.jpg (35012 byte)

16. april - 15. maj

Yrsa Larsen

Yrsa Larsen er først sent kommet i gang med maleriet. Da hun forlod arbejdsmarkedet kastede hun sig over sine gamle interesser med sang og maleri. Og her er maleriet i særlig grad blevet dyrket. Faktisk er det en meget gammel interesse, der er blevet taget op, idet det oprindelig var Yrsa Larsens morfader Herman Ljungberg, der fik hende sporet ind på maleriet.
Der er et vist naivistisk præg over Yrsa Larsens billeder, hvor motiverne ofte er hentet i bybilledet. Farverne er klare og husene skæve.

y.-larsen.jpg (46924 byte)

Jytte Hansen

Jytte Hansens billeder er befolket med engle. Som hun selv siger: ”De kom flyvende ind i mit univers omkring 1990’erne, og herefter har de ikke kunnet slippe mig.”

Men selv om englene har været der længe, har de været under konstant forandring og udvikling.

I de seneste år har Jytte Hansen været optaget af at arbejde med baggrunden i hendes billeder, så motiv og baggrund glider sammen i en helhed. Billederne er ofte også påført avispapir, håndlavet papir eller teposer. Hertil kommer, at Jytte Hansen på en del billeder har ladet en tekst indgå som en kommentar til motivet.

Jytte-Hansen.jpg (66823 byte)

Bent Bøgedal

Bent Bøgedals skulpturer deler sig i to kategorier. Han udstiller ”Vasemænd og Koner”, ”Stagemænd og Kvinder”, der er keramiske skulpturer. Her er anvendt rakuteknikken, der giver en krakeleret glasur, hvor resultatets uforudsigelighed er et spændende incitament.

Samtidig fortsætter Bent Bøgedal skraldekulturen, som blev dyrket af kunstnere som Heerup og Eiler Bille fra 1930’erne. På udstillingen kan man således se ”Idioter, kludemænd og Kvinder”, der er skabt af materialer fundet på genbrugspladser.

I sin søgen går Bent Bøgedal efter at hans keramik, malede genbrugstræ og klude kan få en personlighed. Som han siger: ”Kan det få levende mennesker til at smile, til at tænke drømme? Så er målet nået.”

Bent-Bogedal.jpg (19032 byte)

21. maj - 26. juni 2005

Ib Meyer

Ib Meyer er en af veteranerne i gruppen af danske naivister. Han anvender klare skarpe farver, og på udstillingen er der såvel dyre- som bybilleder. Perspektiverne er skæve, husene ligeså og heste og biler finder deres plads i billedet noget uafhængigt af synsvinklen. Der er på samme tid også en varme og glæde i billederne. Man bliver i godt humør af at kigge på disse ofte meget detaljerede billeder. Der ligger mange historier gemt i hvert enkelt maleri.
Som en særlig anerkendelse for sit kunstneriske arbejde har Ib Meyer også modtaget Henry Heerups legat.

ib-meyer.jpg (63131 byte)

Lone Villaume

Lone Villaume er erklæret naivist, men samtidig vælger hun at supplere sin rolle med at kalde sig humoristisk maler. Lone Villaume henter sin inspiration i situationer fra dagligdagen. Som en flue på væggen iagttager hun mennesker på gaden, på byens bænke og cafeer. Fra disse indtryk digter Lone Villaume videre og finder i særlig grad den humoristiske vinkel til malerierne.
Et særligt element spiller en stor rolle for Lone Villaumes produktion, nemlig spillet mellem mennesker og dyr. Lone Villaume fortæller: ”Jeg er utroligt fascineret af de spøjse oplevelser, jeg får fra hundenes verden. Hunde er så absolut mine favoritter.”

lone-villaume.jpg (28672 byte)

Allan Hytholm

Omkring Allan Hytholm er det måske noget forenklet blot at benævne ham som naivist. Han laver keramikrelieffer, som helt klart har et naivistisk præg. De er skæve, morsomme og umiddelbare.
På den anden side spænder Allan Hytholm også videre. Han har således en omfattende uddannelse inden det keramiske fag bag sig og er oprindelig uddannet på Den Kongelige Porcelænsfabrik tilbage i tresserne. Siden 1972 har Allan Hytholm været sin egen mester. 
Allan Hytholm laver både abstrakt og naturalistisk kunst. I særlig grad er han kendt for sine evner til at modellere, hvilket kommer klart til udtryk i hans relieffer og figurer. Alle Allan Hytholms ting bliver hånddekoreret.

allan-hytholm.jpg (15351 byte)

6. august - 4. september 2005

Birgit Gerneke

Birgit Gerneke lader sig i særlig grad inspirere af naturen med speciel vægt på vandet. På udstillingen vil der være en række malerier, hvor hendes nylige ophold på Læsø træder igennem. Birgit Gerneke forsøger at fange såvel naturens voldsomhed som dens stille væsen. I malerierne er der valgt det figurative, men alligevel er der også abstrakte strøg i alle billederne. Der er i billederne en sommerstemning tilsat store vidder, sand, vand og sol.

Birgit-Gerneke.jpg (41908 byte)

Susan Haladyn

Susan Haladyn, der er lokal Albertslunder, lader ofte musik som 70’ernes Doors og Eric Clapton lyde, når hun kaster sig over maleriet. Det bringer hende i den rette stemning. Selve billederne er figurative/abstrakte og rummer ofte motiver som fantasi-fugle, kors, stiliserede blomster, guld og sølvindslag samt skriftsentenser udført i tusch med kalligrafipen. Farvevalget er som regel holdt i gyldne, brune og blå nuancer.

Susan-Haladyn.jpg (91757 byte)

Birte Granlund

Birte Granlund viser på udstillingen glas som brugskunst. Glasfade, glasstager til fyrfadslys og vinglas lyder enkelt. Men malingen af disse emner kræver foruden en særlig teknik også noget specielt glas. Dette glas skal kunne tåle kraftig varme, fordi maleteknikken kræver, at hvert mønster/farvekombination indbrændes for sig. Dette er i sig selv også en meget tidskrævende proces. Birte Granlund anvender flere teknikker ved sit glasarbejde såsom fusing og slumpning.

Birte-Granlund.jpg (41204 byte)

2. oktober - 30. oktober 2005

Gabriela Strøm

Gabriela Strøm er født i 1950 i Tyskland, men har været bosat i Danmark siden 1972. For cirka 5 år siden blev billedkunsten hendes hovederhverv. Alle Gabriela Strøms malerier er malet med olie. Hun leger meget med former og motiver. Samtidig eksperimenter hun ved at anvende forskellige materialer på en anderledes måde. Selv om der således er mange motiver i hendes billeder, vil det af udstillingen klart fremgå, at giraffen er Gabriela Strøms foretrukne motiv.

Gabriela-Strøm.jpg (36044 byte)

Jørgen Juel

Jørgen Juel er oprindelig uddannet dekoratør. Sideløbende med dette job fungerede Jørgen Juel som trommeslager i forskellige jazz- og danseorkestre. Gennem musikken mødte Jørgen Juel kunstmaleren Helge Jacobsen. Dette bekendtskab, som daterer sig tilbage til midt i 50’erne, gav Jørgen Juel inspiration og lyst til maleriet. Der er således tale om en maler, med en længere årrække på bagen.

Jørgen Juel spænder vidt i sit valg af motiver. Man ser dog ofte konturerne af huse og bylignende motiver. Farvevalget er holdt i de bløde toner, måske en afsmitning fra Jørgen Juels musiske karriere.

Jørgen-Juel.jpg (31842 byte)

Ingrid Ebbesen

Ingrid Ebbesen er et mere ubeskrevet blad inden for udstillingsverdenen. Hun har på udstillingen ”hattedamer” med. Det er rakubrændte skulpturer. Ingrid Ebbesen siger selv om disse damer: ”Mine hattedamer vokser ud af hænderne på mig, og de giver udtryk for et imponerende følelsesregister af frihed, styrke, humor og livsnydelse.”

På udstillingen vil der også være bronzeskulpturer. Der vil eksempelvis være en pige, der sidder på en rakubrændt kugle,- to piger siddende på en granitsten og en springende mand.

Endelig har Ingrid Ebbesen glasbilleder monteret i blyrammer med på udstillingen. ”Jeg kalder dem for glasfinurligheder, fordi de udstråler humor. I processen har jeg hæklet og formet i kobber og jerntråd, hvorefter det bliver brændt,” fortæller Ingrid Ebbesen.

Ingrid-Ebbesen.jpg (31065 byte)

5. november - 27. november 2005

Mangfoldighed i tiden

Kunstnerne Pernille Toft Lund og Astrid Daverkosen er gået sammen om en udstilling i Galleri Bagatel med fernisering lørdag den 5. november 2005 kl. 14.00. Udstillingen har de givet navnet ”Mangfoldighed i tiden”, som skal ses og opleves som et billede af de mange forskelligheder, der ligger i tiden. Pernille Toft Lund og Astrid Daverkosen uddyber den valgte titel: ”Vi oplever stor bevægelsesfrihed med mange muligheder. På den anden side af dette store råderum kan det være svært at finde en fast retningslinie. Vi bliver i stadig større udstrækning vores egen livsarkitekt.”

Pernille Toft Lund

Pernille Toft Lund udtrykker sig gennem mange forskellige medier. På udstillingen vil der fortrinsvis være malerier af hende. Gennem sine værker prøver Pernille Toft Lund at opnå, at der opstår nogle tanker og refleksioner hos beskueren. ”Jeg laver ikke mine værker for at tilfredsstille en stues behov, men glæder mig, når en beskuers behov er at leve med mine værker,” siger Pernille Toft Lund.
Inspirationen til sine billeder henter Pernille Toft Lund i indtryk og oplevelser fra hverdagen, og ligeledes gennem udfordringen med det hun tør og ikke tør.

Kvinden-i-ilden,-Pernille-T.jpg (35493 byte)

Astrid Daverkosen

Astrid Daverkosen er på udstillingen overvejende repræsenteret ved glas. Hun oplever sig selv som såvel kunstner som håndværker. ”Jeg er kunstner, når ideerne vælter frem, og jeg bare må få udtrykket frem i glassets enkle linier og lysets spil. Jeg er håndværker, når ideerne kræver nye metoder, der skal afprøves, og nye erfaringer skal gøres,” fortæller Astrid Daverkosen.

På udstillingen vil der på den ene side være glas skabt gennem fabulering og leg med eventyr, mystiske væsner, glæde og humor. På den anden side er der glas i en stram og enkel form, som især kommer til udtryk i glasfadene.

Glasengel,-Astrid-Daverkose.jpg (32977 byte)

3. december 2005 - 8. januar 2006.

Anna Skov Hassing

Anna Skov Hassing er meget naturligt ganske ny i udstillingssammenhæng. Det er i særlig grad motivet ”mennesket”, der optager hende. Hun ønsker at udtrykke skønheden i mennesket, men også smerten finder sin plads i motiverne. 
Anna Skov Hassing supplerer: ”Jeg bliver også let inspireret af eventyr, og ofte forsøger jeg at få en blidhed fra disse eventyr med ind i mine billeder. Og så arbejder jeg naturligvis med at få brugt billedudtrykket i stedet for eventyrets ord.”

Mikkel Wulff Iversens

Mikkel Wulff Iversens tilgang til galleriet er lidt speciel. Hans forældre Lise og René Wulff Iversen er keramikere og har tidligere haft udstilling i galleriet samtidig med, at de er permanent repræsenteret i galleriet. De er da også blandt årets juleudstillere. Der er altså tale om to generationer blandt udstillerne.

Mikkel Wulff Iversen er uddannet på Det kongelige Danske Kunstakademi. Han har siden især arbejdet med arkitektur, visualisering og skitsering, men samtidig har billedkunsten haft sin faste plads. Hans baggrund har heller ikke fornægtet sig, idet han også har arbejdet med gips, stentøj, porcelæn og bronze.

”Jeg tager udgangspunkt i forholdet mellem mennesket og rummet. Siden ser jeg på, hvordan lyset forarbejder farver og nuancer,” fortæller Mikkel Wulff Iversen.

Man vil i Mikkel Wulff Iversens billeder også tydeligt kunne se hans store tegnermæssige færdigheder.